SPOR DER FØRER VIDERE

Copyright © All Rights Reserved

SPOR DER FØRER VIDERE Bornholms Kulturuge 2018

SPOR DER FØRER VIDERE

Litteratur og kunst i dialog - Bornholms Litteraturfestival i Bornholms Kulturuge 2018

Forfatter Daniel Dalgaard & billedkunstner Jo Dam Kærgaard

 

SPOR DER FØRER VIDERE - en unik chance for komme med ind i en tidlig skrivefase af Daniel Dalgaards ikke færdigskrevne roman, der først udkommer om et år eller to.

 

SPOR DER FØRER VIDERE præsenterer et sammenskriv af første del af romanen, der foregår i Gudhjem under 2. verdenskrig. Hovedpersonen, drengen Jan, bor sammen med sin mor, der arbejder for ”Maleren” og ”Malerens hustru”, i et anneks i Norresâns (Oluf HøstS) have.

”Malerens søn” er på vej i krig, på den forkerte side, og Jan bevæger sig i udkanten af det lille samfund, hvor han finder sammen med andre ensomme sjæle, mens sladderen går …

 

OPLÆSNINGSFORESTILLING

HUSET

SUKKERET

ANNEKSET

ÆGGENE

2.

 

Jeg havde besøgt hende hver søndag siden den dag, jeg så den døde. Når byen gik i kirke og lod deres gadespejle stå tomme, efterlod jeg min mor i annekset bag Nörresân og gik op på Holkavej, hvor frøken Kira Drejer lukkede mig ind og serverede suppe for mig, forskellige supper, kartoffelsuppe, fiskesuppe, løgsuppe, klar suppe, suppe kogt på okse eller kylling eller svin, med melboller og fedtperler i overfladen, mens jeg talte om, hvad jeg havde oplevet nede ved havnen, eller hvad jeg havde hørt i huset Nörresân, og hun lyttede uden at sige noget, men en dag, hvor det var vinter, og hvor kulden havde fortrængt varmen fra hele rummet på nær en meter rundt om det tændte komfur, sagde hun pludselig noget, hun sagde du fryser. Lad os lægge os under dynen. Jeg gik forrest over det knagende gulv og lagde mig i sengen, og hun kravlede ned bag mig og lagde dynen over os. Hurtigt spredte varmen sig mellem os, og jeg nød at mærke, hvordan musklerne blev slappe, og det igen blev lunt og blødt at have en krop, og så mærkede jeg frøken Drejers arme, der trak min krop ind mod hendes, og jeg mærkede, at armene var runde og bløde og havde små hår på oversiden, og jeg mærkede, at min ryg faldt ind i hendes mave og bryster, og jeg mærkede, at hun tog min ene arm og førte den ned mellem sine ben, og jeg mærkede kruset hår mellem mine fingre, og jeg mærkede varme, og jeg mærkede fugtig varme i min nakke, fugtig varme fra hendes mund i min nakke, og jeg mærkede noget rejse sig inde i mig som en kutter, der kommer nærmere, og jeg mærkede svimmelhed, og jeg mærkede, at mit hoved blev enormt og svulmede til dobbelt størrelse, dobbelt og dobbelt igen, indtil hele værelset med dets kulde og mørke var blevet opfyldt af min pulserende og fedtede hjerne, og da jeg drejede mig rundt i sengen og kiggede på hendes ansigt, så jeg igen det blik, vrantent og overbærende og kærligt og vidende og grusomt, som under mit første besøg havde ramt mig gennem den iltløse hede i køkkenet, fulgt af en stemme, som spurgte, om jeg ville have en portion suppe mere. Det ville jeg gerne.

HAVET, KLIPPERNE OG DET DER GROR