det vi SAMLER - SAMLER os - 2024
Elever fra Åvangsskolens billedkunstlinje i Rønne på besøg i Gudhjem Banken i august 2024 sammen med deres billedkunstlærer Birgitta Eriksson. Gudhjem Banken har stillet eleverne en opgave, at de i grupper skal lave 6 mobiler med ting de samler på, eller ting de har samlet til uroerne. Mobilerne bliver en del af deres eksamensopgave.
det vi SAMLER - SAMLER os - 2024
Rugaards eventyrlige Kina & den russiske forbindelse
Helle har været på 3 eventyrlige rejser til Kina. Første gang var i 1996 og rejsen gik til Beijing. Det var en mørk by efter solnedgang, gaderne var jordveje og bebyggelserne lave. Om dagen kom bønder cyklende ind til byen med varer de solgte i vejboder. Da Helle kom tilbage til Kina i 2001 var der på 6 år sket er kolossal forandring. Beijing var blevet en moderne by med skyskrabere, asfalterede veje og gadebelysning. Helles tredje rejse til Kina var i 2014. Her besøgte hun både Beijing og Shanghai. To storbyer med henholdsvis ca. 20 og næsten 30 millioner mennesker. Og byerne var HELT stille. Alle køretøjer var elektrificeret, så Helle blev konstant dyttet af, fordi hun var vant til at orientere sig efter trafiklyde. På de tre rejser oplevede Helle også at i Kina spiser man hunde! Og i øvrigt mange andre dyr, fx katte, alt fra havet, tudser, slanger, aber osv. Restauranter har et udeområde med levende dyr, hvor man kan vælge det man vil spise, og det slagtes meget primitivt og lidt brutalt. Højlydt smasken og bøvsen er udtryk for tilfredshed med det spiste! I parker og på gadehjørner kan man deltage i morgengymnastik og dans, fx vals! Og i små bambusburer bærer folk deres kæledyr med på spadsereture.
Den russiske forbindelse. De russiske Babushkaer, er nogle Helles exmand engang havde med hjem fra en rejse til Moskva før Helle mødte ham, så de er nok fra 80’erne.
Naturen indsamlet
Naturformidler Per Ketil havde mange fund som han efterlod sig. Birgitta Eriksson, hans hustru, har udvalgt nogle og de udstilles sammen med eksempler på Pers notesbøger, hvor han noterede sig alt hvad han observerede. Blandt andet fik han et særligt forhold til kragen "Gråplet". Per navngav den efter dens grå plet på den ene vinge.
De mødtes på Bokul i Gudhjem og udviklede et fortroligt forhold. For Per sad jo bare der, stille og lavede sin observationer. Per begyndte at tale med Gråplet, hvilket kragen syntes om. Men Per udsatte den også for eksperimenter. Fx for musik. Først rock, det brød Gråplet sig absolut ikke om, den flygtede! Så prøvede Per Ketil med klassisk musik og det lukkede Gråplet sine ører helt op for. Han listede sig langsomt nærmere musikken, med vingerne helt tæt ind til kroppen, og lagde sig for fødderne af Per og lyttede!
Da Gråplet havde fundet sig en kæreste, fulgte hun med til Ketil-besøgene på Bokul!
Birgitta Eriksson er blandt andet billedkunstlærer på Åvangsskolen i Rønne. Det er 14 af Birgittas elever fra 8. klasse, der præsenteres på udstillingen med mobiler de har lavet i grupper af ”ting” de samler på. Mobilerne indgår i deres eksamen. Birgitta deltager selv med en uro: En tur på stranden med strandsten. Så ligger der en sten der ser anderledes ud. For 65 millioner år siden var det et levende søpindsvin. I dag er der et nyt fossil til samlingen. En svømmetur i det azurblå vand. Der er en skal af et søpindsvin, og der er et, og der er et … De var levende i går. Hurtigt ligger der en lille samling af søpindsvin-skaller i hånden.
Festival - Celiiah og Maja har lavet en uro, der handler om deres første deltagelse, uden forældre, på Wonder festival, som de oplevede som en stor fælles kærlighed med glitter og knæk-lys.
Kapsel-uro - Jeppe og Mads kapsel uro, handler på sin egen måde egentlig mest om fodbold!
Ved havet - er titlen på Mejse og Smritis mobile, og fortæller om, hvordan de som yngre på legeaftaler tog med begge forældrepar til stranden og fiskede og samlede sten og skaller.
Bog-uro - Victoria, Ruth og Lea har lavet en muckup bog-uro, med historie om navngivne personer. Fx bogen om JAN: Jan er en gamer, sådan en der spiller computerspil online. Han går virkelig op i det og sidder gerne hele natten foran sin skærm ved sit lysende gamer-keyboard. I skolen følger han ikke rigtig med i timerne, han halvsover og holder sig for sig selv. Han har kun online venner. Der er nogen der synes det er synd for ham, andre er ligeglade og pigerne er slet ikke interesseret i ham. Han har brunt uglet hår og fregner og går altid med hue og hætter og sweatpants. På fødderne har han beskidte sko fra Kvickly.
RAP-URO - af Sirius, Emil og Malte fortæller blandt andet om, at gå op i noget sammen og udvikle et fælles sprog, hvor man med et rap-citat, kan udtrykke, det man gerne vil fortælle hinanden.
Kunst og eventyr - Sirle og Anders har lavet bog-mobile med eventyr og kunst. Anders har altid fået læst og selv læst eventyr og bøger, og kunne tænkes som en der måske drømmer om at blive forfatter, men det vil han ikke, han vil være snedker!
Sirle har gjort sig mange tanker om det at være læser af bøger fx at være på rejser man ikke selv har oplevet: Vilde fantasifulde skrøner og fortællinger, at møde en sulten isbjørn i Grønland og flygte for sit liv, at fuldføre en rejse i midten af attenhundredetallet jorden rundt på firs dage, eller om den susene fornemmelse når man svæver over Europa i ballon for første gang.
Ih hvor vi tramper
2 elefantsamlinger: Mette Zachos mors og Helle Rugaards.
Mayas køer
Maya Mayako troede hun skulle være økologisk landmand og kom i lære hos en økologisk bonde der holdt kvæg i Japans bjerge. Her fandt hun ud af at hun hellere hun ville være økologisk bager. Men kørerne havde hun forelsket sig i og da hun, via mange veje, åbnede sin bager i Gudhjem, kom den til at hedde Café Rosa og fik en kohoved som logo. Nogle år senere fik Maya så sin Rosa, en levende ko, halvt Dexter og halvt Brunko. Rosa blev insemineret og nu har Maya to levende køer. Sammen med billeder af dem, udstilles også alle de køer Maya har stående i Café Rosa. Der nyder de godt af at bo i en duftende bagerbutik mellem prikkede svampe, Pippi Langstrømpe, Dala heste m.m. I Gudhjem Banken må café-køerne nøjes med strøelse.
Vi elsker Plade-Bent
Plade-Bent har en privat samling på 5500 lp’er! Det er fra den, Steffen Brandt foreslog, at han skulle vælge nogle ud fra 60’erne, et årti, der startede før Plade-Bent tændte sin første pibe! Men før piben kom musikken ind i hans liv. Som 10-årig købte Plade-Bent i 1962 sin første lp og han har aldrig skillet sig af med en eneste af dem han kom til at eje.
Efter skolen, slut tresserne, uddannede Plade-Bent sig som radiomekaniker, og sad i et baglokale i den selv samme butik, som i 1975, blev til en pladeforretning og som Plade-Bent kom til at bestyre og i 1988 blev ejer af: Musik Experten på Store Torvegade i Rønne.
33 45 er de sidste tal i Plade-Bents fortsat fungerende fastnet telefonnummer, som alle stamkunder kan huske, for way-back solgte Plade-Bent helst en dyr lp, der skulle køre med 33 omdrejninger, fremfor en billig ep, der kørte med 45!
I dag henter Plade-Bent folks musikønsker hjem fra nettet, og det går også strålende, selvom det er svært at lure, hvor gammel hans computer er!
“Vi elsker Plade-Bent” er en åben Facebook gruppe.
1000 aner
Det er Ralf Marcoux Skovgaards farbror, Edvard Sonne Skovgaard, der i 1982 udgav dette to-binds værk med den bornholmske Skovgaard slægts historie, der går 1600 år tilbage i tiden. Det tog tyve år at færdiggøre dette historiske værk.
Der er mange kendte aner i Skovgaards slægten fx (i tilfældig rækkefølge): Gorm den Gamle, Thyra Danebod, Harald Blåtand, Richard I, Karl den Store, Ludvig den Fromme, Esbern Snare m. m.fl. Og så tænker man, hold da op, der er da noget at have rygrad i.
Man tror det er løgn! Det er så grumt. Der er så mange historier om kvinder, som blev slået ihjel af deres mænd eller dør i barselsengen, folk der bliver myrdet på bestialsk vis pga. hævn eller bare fordi nogen tabte i et spil.
Men bøgerne kan også bruges som ”opslag” – fra by til by, kan man se alle de gårde der på Bornholm har været i Skovgaards slægtens eje, og ikke bare Skovgaard, også Sonne og mange flere bornholmske slægter kan spores i bøgerne. “1000 aner” blev kun trykt i 40 eksemplarer. Fire af dem købte Bornholms Museum, og er nu en del af deres samling.
Søde Helle
For 24 år siden var Helle Mogensen på en 4 måneder lang rejse i Australien, sammen med en veninde. En dag sad de ved et cafébord og kom til at tale om alt det de samlede på da de var børn og unge, glansbilleder, brevpapir, servietter og meget mere. Spørgsmålet der dukkede op var; hvorfor holdt de op, og hvorfor samlede de ikke mere? Og var det egentligt ikke ærgerligt, da det også samler os, skaber fællesskaber og starter samtaler.
På bordet foran dem stod den kaffe de havde bestilt, og sammen med den lå en lille sukkerpose. ”Jeg skal samle på sukker”, udbrød Helle. Og det har hun gjort lige siden, taget sukker med hjem fra ferier i ind- og udland og opbevaret dem i et sylteglas. Sukkeret tages frem når der er kaffegæster. Det er dog kun Helles far, der bruger sukker i kaffen, men de får hver gang en snak om hvilken ferie sukkeret er fra. Det vækker minder.
Giraf
Mette Zacho har selv forfattede en tekst om sin samling, der starter sådan: Jeg samler ikke på giraffer. Den flok giraffer, jeg har, er nærmest kommet til mig helt af sig selv. Det startede nok med, at jeg havde en plysgiraf som barn, og så blev det ligesom mit dyr.
Mette fortæller videre om de giraffer der efterhånden blev en del af hendes samling. Fx om “Giacometti-giraffen” som hendes søn lavede i 1. klasse: det er den, jeg holder allermest af. I al sin enkelhed viser ståltrådsfiguren essensen af det specielle dyr, giraffen: forbenene, der er længere end bagbenene, den lange ryg og den lange hals
Gasblus
Med hovedet nede i et håndklæde, hos mit livs bedste fysioterapeut spurgte jeg om han ikke kunne have lyst til at være med på min ”samler-udstillingen”. Mikkel Wichmann svarede: Jeg har faktisk noget jeg samler på, gasblus!
Gasblus? spurgte jeg.
Dem man laver mad på.
Altså komfurer?
Nej enkeltstående gasblus, i stedet for et komfur.
Men er de ikke af jern? spurgte jeg.
Jo, svarede Mikkel.
Holder de så ikke evigt?
Jo, svarede Mikkel.
Men du samler alligevel på dem?
Ja, var svaret, og min kone siger det samme som dig, og at de bare ligger og fylder i vores skur. Men nu er det sådan, at vi alle har gasblus; min søster, mine forældre, os og i familiesommerhuset er der også gasblus.
Ja, svarede jeg …
Engang imellem skifter min mor de runde med de firkantede, det giver forandring.
Da Mikkel endelig sagde ja til, at jeg måtte få dem med på udstilling, skulle han først hente dem hos sin søster og sine forældre, så ud af skuret var de kommet!
Arvede samlinger
Min far samlede, som det nu faldt sig på hans vej, på lidt af hvert. Her viser jeg en del af hans klokker. Vi var tre søskende der arvede ham. Jeg valgte samlingens mindste elefantklokke. Det er den der hænger mellem de andre klokker og strygejernene. Jeg forestiller mig den om halsen på en unge der går tæt sammen med sin mor.
Strygejernene var jeg alene om at arve. Jeg synes det smukkeste eksemplar er det med det gyldne træhåndtag der kan bruges med damp. Men ellers går de fra at have været brugt med fyld af glødende koks og opvarmet på en ovn.
Den gamle grammofon i hjørnet ved disken er også en arv fra min far. Den tilhørende lakplade samling indeholder alt fra jazz, over folkeviser til skønsang, opera og andet klassisk musik.
Alle samlinger har jeg gennem årene suppleret lidt. Jo, Gudhjem Banken
Analogt fotografi
Espen Norderhaug Brandts far er dansk, Espens mor norsk, så for at Espens navn kunne udtales på begge sprog blev han døbt med et “p”.
Det kunstneriske gen, har Espen arvet fra sin farfar og farmor. De er, trods deres høje alder, stadig aktive kunstnere. Farfar Erik Brandt er skulptør og farmor Anne Marie Egemose arbejder med grafik, skulpturelle værker og vævning, blandt andet messehagler og kirkeudsmykninger. Med det sidste, blev der måske også lagt et kim til at Espen valgte at blive præst. Og nu er han, som ganske nyuddannet teolog, i et vikariat her på øen.
Espens kunstneriske passion er analogt fotografi, som han selv fremkalder. Dvs. han har kameraer, hvor man sætter en film i. Når rullen er brugt, så fremkalder han negativerne i mørkekammer. Analogt fotografi er ligesom lp’er ved at blive populært igen, men de fleste scanner deres negativer, og får dem printet digitalt. Espen fremkalder selv sine billeder fra sine negativer, det gør hele forskellen! Espen samler på den erfaring fotografer gennem historien har gjort sig, med det helt specielle og personlige udtryk, man kan lægge i sine billeder, ved et godt håndværk i mørkekammeret, hvor alle fremkaldelser er unikke, da ingen bliver helt ens.
Sodes Sakse
Fra sin mor har Kirsten Sode arvet skræddersakse. Kirstens mor var en af fem døtre fra Årsballegård på Bornholm. Hun blev døbt Hedvig, men da hun tog til København kaldte hun sig Helle. Det syntes hun lød mere moderne. Helle skabte sin egen systue i en lejlighed i Herluf Trolles Gade tæt på Nyhavn. I den voksede Kirsten op, sammen med sin ældre søster, sin mor og systuen, med 25 ansatte kvinder. 5-6 arbejdede på systuen, øvrige var hjemmesyersker, og alle 25 familier tog moderen sig af helt til hun blev 90 år.
Lejligheden i Herluf Trolles Gade bestod at fire store rum. I de to var der systue, det tredje var moderens direktørrum og i det fjerde boede de. Moderen var på det tidspunkt en af få kvinder der kunne leve og leve godt som selvstændig erhvervsdrivende. Hun lavede selv sine kjoledesigns, som hun lod sig inspirere til fra årlige rejser til Paris, hvor hun holdt sig opdateret på modens trends. Hjemme forenklede hun det hun havde set, købte udsøgte stoffer i Europa og solgte sine kjoler til forhandlere, fx Magasin du Nord og Fonnesbech. Helles kjoler var særligt kendt for deres gode pasform. De blev klippet en ad gangen og borgede for kvalitet.
Da Kirsten blev 14, fik hun en symaskine efter eget valg. Hun valgte en Bernina, der udover at være den bedste og stærkeste maskine, også kunne brodere. Inden Kirsten fyldte 20, havde hun i flere år undervist i syning og senere er det blevet til et hav af kostumer til danse- og teaterforestillinger. Bernina maskinen har været med på hele rejsen, og ved siden af den, har mange af Kirstens sakse ligget, hvoraf flere er gaver.
Sørens Tour de France
Sammen med sin kone Hanne, og senere deres to døtre, har de, som så mange andre fulgt Tour de France på tv. Det er fascinationen af verdens længste cykelløb, hvor rytterne kører 3000 kilometer på tre uger, omgivelserne de kører i og den kulturhistoriske fortælling, ikke mindst i tiden med Jørgen Leth og Jørn Mader, som de legendariske kommentatorer. For 24 år siden var det dog ikke nok for Søren og familie at se touren på en skærm. Den skulle opleves i virkeligheden! Så sommerferierne gik til de franske alper, med planlagte stop ved tour-ruten tæt på en bjergtop, for der tager det længst tid for feltet at køre forbi - det er jo op ad bakke!
Først blev Søren samler af merchandise, fra KARAVANEN. I kottage kører firmalastbiler forbi med tour relaterede reklameprodukter, som de har betalt kassen for at kunne kaste ud til “hoben”, og er på den måde er med til at finansiere touren. Det handler om at komme til at stå i forreste række og ”gøre sig til”, så man er en af dem der får smidt noget i hænde. Men så kom skiltene til. Det første som Søren ”fik” var i 2019. Men der var et andet, han meget gerne ville have fingre i. Det viste sig dog, at det var alle skiltesamleres mest eftertragtede = det med pilen. Søren var lysende skiltegul-grøn af misundelse, når han så andre køre rundt med en pil i deres bil. For tre år siden lykkes det ham endelig at finde et før andre! I 2024 fandt Søren sit tredje tour-skilt i en lille bjergby. På torvet gik en gendarm og Søren spurgte ham, om det var ok at han tog skiltet. Gendarmen drejede hovedet lidt til siden, vendte mundvigene nedad, bøjede armene udad med hænderne opad, som ville han mærke efter om det regnede. Det tog Søren som et ja-svar!
Ting-elskerne
Emilie og Rasmus betragter ikke sig selv som samlere, men som ting-elskere. Emilie samlede på olielamper, da hun i en periode boede i kolonihavehus, hvor der ikke var indlagt strøm! Emilies morfar var ”professor i insekter” og var med til at oprette universiteter i Afrika. Derfor voksede Emilies mor op i Nigeria og Tanzania, indtil hun blev 8 år. Mange af Emilies samling af træfigurer og masker stammer derfra. Nogle af dem er ”tvillinger-figurer”. Hvis en kvinde fødte tvillinger, og familien ikke havde råd til at opfostre dem, overlod man dem til hyænerne og skar to dukker. Sådan har Emilie fået historien fortalt.
Emilie arvede også sin morfars sommerfugle- og insektskab. Skabet bestod af to dele. Nu fungerer den ene del som køkkenskab. Den anden del havde skuffer, med Emilies morfars insekt- og sommerfuglesamling, der var gået til. Skufferne tog Rasmus ud, indsatte en varmepærer og monterede trådnet, der hvor skufferne før var, og nu bruger Emilie og Rasmus det som tørreskab for de mange svampe de sanker og nogle skuffer har Emilie omdannet til ”skellet- montre”.
Rasmus har haft Mora knive mellem hænderne siden han var dreng og har samlet på dem lige siden. Trædyr har de begge samlet på og flere af dem er gaver fra deres fædre fra deres rejser i den store verden.
det vi SAMLER - SAMLER os 2024
Støttet af Bornholms Brand og Bornholms Regionskommune
det vi SAMLER - 2022
det vi SAMLER - SAMLER os
Ole Hertz - Passion for bier
Antropolog Ole Hertz præsenterer Biavl rundt i verden - Gamibia, Tanzania, Madagascar, Guinea Bissau, Dominica, Malaysia, Kap Verde Øerne. Bikuber, amuletter og andre effekter udstilles sammen med fotografier af Ole Hertz og små forklarende tekster, fx: "Det første en nyfødt smager, bortset fra modermælk, er honning. 10 kg honning har næsten samme værdi som en ko" (Gambia).
Ole, Hedvig Wiedemann & Oluf Høst udlånt af: Trygve & Erik Wiedemann Høst,
Karna Rønne Harild og Bitten & Søren Danig
Bagpå Karnas Oles skitsemaleri ligger to tekster skrevet af Hedvig og Oluf. De handler om sorgen over, at havde mistet deres søn.
(Ole Wiedemann Høst kom med i “Ringen”, stiftet af Fritz Waschnitius i 1941. Den talte blandt andre Knud W. Jensen, Ole Wivel og Erik Johansen. Ole gik senere ind i Frikorps Danmark og meldte sig til Waffen SS. Ole Wiedemann Høst mistede livet som menig i Regiment Westland under Panzerdivision Wiking på Østfronten 20. juli 1943 i Barvinkove (SSR)).
Hedvigs tekst: Min Drøm
Ole, du kom til os - Far, Niels og Mor sad inde på Missionshotellet for at spise - der var andre Mennesker også, og pludselig gik Døren op, og Du stod der med en susende Vind om Dig. Du havde en stor kappe på, og da Du så os, bredte du Armene ud, så kappen
åbnede sig, og på Dit Bryst stod der med lysende bogstaver ”DANMARK”.
Dit kære Hår, som jeg så ofte har klappet, var som modent korn. - Jeg for hen til Dig, men Du så pludselig så bedrøvet ud og sagde: ”Nietzsche er Død”! Jeg svarede ”det var da godt”, jeg tænkte på Waschnitius - men Du svarede mig ”det må Du ikke sige Mor, for så dør Tyskland”.
Jeg ville tage en stol til Dig, men den gik i tusinde stykker for mig - ingen Mennesker i
lokalet mærkede noget eller så Dig - jeg prøvede 3 stole, men det gik på samme måde, og da jeg skulle se efter Dig, elskede Ole, var Du borte. Jeg vågnede fortvivlet i Gråd.
Ole, hvor er du henne?
Tag imod Mor engang
- ud i Din store Ensomhed.
Anna Portisch - Kasakhisk levevis og broderi
Antropolog Anna Portisch prænsenterer elementer fra en Yurt, fotos og tekst, der blandt andre fortæller historien om bryllupsgaver:
Tekstiler er de største og vigtigste bryllupsgaver. Brudens familie giver også nye filttæpper til gommens forældre og alle hans søskende! Gommens familie giver tilgengæld køer og heste til brudens familie. Fx et tæppe for en ko.
Det er vigtigt at tæpperne og tekstilerne er smukke og af høj kvalitet. De er en slags bevis på brudens families status. Det tager to til tre måneder at lave et filttæppe og der skal meget fåreuld til.
Brudens familie har godt et år til at lave og levere tæpperne og andre gaver til gommens familie, det er lige tid nok, hvis den unge kvinde fx gifter sig med en ung mand med tolv søskende!
Lise Gravesen - De døde fugles efterliv
Der er mange måder at samle på. Lise har sin helt egen. Når hun går sine meditative ture og finder ting, opstår der ideer. Og når hun efterfølgende gennemfotograferer sine fund, får de liv igen. De bliver set fra nye vinkler, der bliver til små fortællinger. Solsorten, som står på udstillingen og spejler sig, fik sit eget teater, som Lise lavede kulisser til. Fuglen fik også klæder og har fx været ude at sejle på en skobørste. Det handler om kontraster. Skønhed overfor grimhed. Tomhed overfor det meningsfyldte. Om at skabe rum - også til det, der er dødt.
Ole Harild - Postkort fra Gudhjem
”Man kan samle på lige det man vil”, men da Ole Harild begyndte at samle på postkort fra Bornholm, blev han hurtigt klar over, at det ville blive en uoverskuelig stor samling og han valgte at koncentrere sig om Gudhjem. Det er fund på loppemarkeder, på nettet, på auktioner og her og der. Et postkortmotiv er af optagelser i Gudhjem til Bille Augusts film Pelle Eroberen med manuskript efter første del af Martin Andersens Nexøs roman (1906). Filmen havde præmiere i 1987.
Jo - Nøgler
Sammen med mine tre børn, har jeg en overgang samlet på nøgler. De kom fra at vi selv, børnenes bedsteforældre og andre skiftede låse eller vidste at vi samlede og gav os nøgler. Især de gamle Rex- og Danziger-nøgler (dem med numre på) har været en stor hjælp. Fx da min mors kusine boede i et anneks i vores sommerhus og havde tabt / bortkommet nøglen. Hun havde låst efter sig, inden hun og min mor var gået en tur langs stranden. Da hun kom tilbage, kunne hun ikke finde nøglen og ikke komme ind. Hun gik helt fortvivlet på stranden igen for at lede efter den. Efter flere timer, gik hun til “bekendelse”, og så kunne jeg jo bare sige: Åh, det er jeg ked af at høre. For selvfølgelig fandt vi i samlingen en nøgle, der passede i låsen.
Charlotte og Catarina Kok - Papirklip af Johan Gabriel Tang-Petersen
Da vi var små, voksede vi op i et dejligt rødt hus i Glostrup, som vores forældre selv havde bygget i 50'erne. Så længe vi kan huske, har der hængt adskillige papirs-silhuetter på væggene, mest i stuen. Det var alle naturmotiver: Harer, fasaner, fugle i træer, forskellige planter med rødder. Meget nøjagtigt gengivet og klippet ud med Kirurgisk saks i sort karton, på råhvid baggrund.
Vores mor var meget stolt af dem. Det var hendes farbror Johan, der havde lavet dem. Vi fik altid fortalt historien om, at hendes familie stammede fra herregården Nørre Vosborg Ulfborg, og at Farbror Johan, senere blev forpagter og silhuetklipper på herregården Paulinesminde i Vonsild.
Vi var betaget af de dyr og planter, der var gengivet i de sorte rammer, som hang i vores stue. Vi er temmelig sikker på at de og vores mors mange hjemmemalede porcelænsting med fuglemotiver, har åbnet vores øjne for Danmarks flora og fauna og gjort os interesseret i naturen.
Jan Hjorth-Hansen - Jagt
Man kunne tro, at det, der er det mest fascinerende ved er gå på jagt, er at få nedlagt vildt. Men for Jan er det mere oplevelsen af at være i naturen, at geare helt ned, der betyder noget. At se solen gå ned og særligt solen stå op og høre fuglene vågne og se dem på tidlige morgenvinger. Det er nydelsen ved jagten.
Selvfølgelig er det også spændende, om man får ram på noget, men en jagt kan være ligeså god, selvom der ikke falder skud. Jan har haft sæsoner hvor han intet har skudt, og alligevel nydt jagten. Han har også prøvet at gå efter en bestemt buk hele 7 gange før det lykkes at få den nedlagt. Et slogan for jagten kunne være: I dag vandt bukken - i går vandt jeg.
Alle udstillede opsatser, har en tilknyttende jagthistorie. Fx:
9. Nordre – 16.05.2006 kl. 06.25
Bukken kom inde fra naboen
som også havde set den
Men jeg fik den
Gudhjem naturbørnehave og vuggestue - Langt ud’ i skoven
Gudhjem naturbørnehave og vuggestue samlede ting i 4 uger til denne udstilling. Vi havde aftalt, at jeg skulle omsætte fundene til “noget”. Da jeg hørte, at der var en fuglerede imellem, håbede jeg så meget på, at min idé om, at Langt ud’ i skoven lå et lille bjerg, kunne blive til virkelighed. Og hvor heldig har man lov til at være? Mit barnebarn gav mig en efterårsferiegave: en udklækket æggeskal - og i samlingen fra Naturbørnehaven, var der alt det, der kunne gøre ideen til virkelighed: sten og mos til bjerget, kogler og smukke efterårsblade til skoven.
TAK til: Adrian, Alma, Anker, Caisa, Clara, Eva, Gustaf, Hugo, Ida, Isabella, Issac, Jason, Kalvin, Marvin, Paul, Rosa, Thomas, Yessiniia.
Jacob Lund - Teknobiler
KAN MAN FÅ KVINDEN I SIT LIV MED HJÆLP AF EN SAMLING TEKNOBILER?
Mit første møde med Helle sluttede med, at jeg sagde: ”Har du lyst til at se havudsigten fra 1. sal i mit hus?” Det blev dog ikke den aften, at det skete, men Helle kom senere på besøg i Gudhjem, og lige for at ”forventningsafstemme”, så viste jeg min samling af Teknobiler. Om Helle var fascineret, forblændet eller blot tænkte - lad aftenen få en ende, fandt jeg aldrig ud af. Måske var det fordi jeg fortalte hende, at byporten lukkede kl. 24.00, så hun ligeså godt kunne blive.
Om det var “byporten” eller Teknobilerne kan jeg ikke afgøre, men jeg er i hvert fald ikke blevet bedt om at afhænde bilerne og Helle er der heldigvis også endnu!
Jeg har altid været fascineret af Teknobiler. Omkring 1973-74 fik jeg de første Teknobiler. ”Desværre” blev de brugt til det, som de var beregnet til - nemlig at lege med dem.
- Indledening til Jacobs fortælling om sin samlingen.
Kirsten og Henry Kofoed - Rav
En livslange ravsamling fra Melsted Strand
Karna Rønne Harild & Kirsten Sonne Harild - glas- og potteskår
KARNA RØNNE HARILD - SKÅRENE, JEG SAMLER, GEMMER HISTORIER OG MINDER.
Den sortmalede trækvogn med de to hjul og den lange, bøjede trækstang med gennemgående håndtag var ikke nem for et barn at køre. Var den tungt lastet, og hældede gaden, hvilket den jo næsten altid gør i Gudhjem, kunne den nemt få overbalance. Trak vi den for hurtigt over brostenene bag Gudhjem Boghandel i Brøddegade 35, kunne den begynde at hoppe og gå i selvsving og få indholdet til at rasle af, før vi overhovedet var kommet af sted.
Heldigvis var vi ofte tre søskende til at køre og styre ’dyret’. Vi listede af sted med tungerne lige i munden, og vognen raslende og klirrende af ’skrald’. Skraldet, der var boghandlens, bestod oftest af porcelæn, glas, keramik, syltekrukker, drikkeglas og bornholmsk stentøj, der var slået itu under transport eller smuttet ud af en hånd på lageret. En udtjent kaffekop eller en knækket tallerken fra vores mormor, Dagny Rønne, som boede i nabohuset, kom også gerne med på vognen, hvis vi havde plads.
”Vaunijn e fyjlt,” havde vores far, Svend Harild, sagt om morgenen ... Indledning til historien, forfattet af Karnas kusine, Kirsten Sonne Harild.
Jakob Dam Kærgaard - Tændstikker & Nøglekort
Vores far efterlod sig et hav af spændende ting, fra rejser rundt i verden. Også tændstikker. De var på en måde, den tids visitkort. Tændstikkerne var aldrig tænkt, som noget der skulle gemmes, de blev bare kastet i store krukker og brugt, når der var brug for dem. På samme måde har min bror, Jakob, samlet på nøglekort til hoteller rundt i hele verden: smidt dem i en krukke, når han kom hjem, fra ofte arbejdsrelaterede rejser. Jakob er direktør i det firma, som vores far startede helt tilbage i 1960’erne, så mange af Jakobs rejsemål, har været de samme som vores fars.
Lene Skovgaard - Mumikopper
Lenes datter Lise, elskede at se Mumifilm, fra hun var helt lille. Et univers med “trolde” skabt af den findlandsvenske forfatter Tove Jansson. Den første Mumibog udkom i 1945.
Nogen finder Mumitroldende skræmmende, andre facineres af Mumifar, Mumimor, Mumitrolden, Snorkfrøkenen, Lille-My, Mumrikken, Too-ticki, Snif og alle de andre figurer i Mumidalen. Da Lise var bare 6-7 år tog Lene hende med til Finland for at besøge Mumidalen. Her købte Lene en kop til Lise.
Godt ti år senere blev Lene gift for anden gang. De var to voksne mennesker, som syntes de havde, hvad de skulle bruge, og Lene fik overtalt sin mand til, at alle de Imerco og andre brugsting, de havde fået i bryllupsgaver, skulle omsættes til “Mumi”. Så her startede Lenes Mumi-eventyr for alvor. Det er blevet til bl.a. mange timer på eBay og en stor flot samling af primært kopper, men også tallerkener og skåle.
Lene synes bedst om de gamle kopper. Den første blev lanceret i 1990. Og så samler Lene kun på kopper fra Arabia. Selvom de ikke alle har været helt billige i anskaffelse, bliver de brugt og en lille tåre fældet, hvis én går itu. Det skete fornyelig og Lene nænner ikke at smide skårene ud!
Men nu har hun så mange kopper, at hun har lavet sæson for dem der står fremme i køkkenskabet med glaslåge: Vinterkopperne sættes i skabet efter efterårsferien, sommer-kopperne når det bliver påske.
Lotte Hoffmann - Knapper
Lotte Hoffmans Knappesamling er arv fra Lottes oldemor, bedstemor, mormor, byttetøjknapper og egne knapper fx de keramiske, skabt af en af Lottes veninder
På udstillingen kan man “bladre” i knapperne. Og finder man nogle særlige, kan de hænges op på stifter på væggen, der til sidst vil danne et smukt knappemønster.
Da Lotte deltog på finissage af Det vi SAMLER, fortalte hun: For 2 måneder siden vidste jeg ikke, at jeg var knappesamler, jeg havde bare en samling, men da jeg fyldte år forærede min mand mig et “knappeskab” og nu er jeg for alvor en begejstret samler af knapper, der fortæller så meget om vores historie.
det vi SAMLER - SAMLER os
Støttet af By-Puljen & Gudhjem Erhverv
Gudhjem Museums forening præmierede udstillingen med
Gudhjem Prisen 2022 til Jo Dam Kærgaard