LOGBOG FRA NORRESÂN
Der er en hyggelig ro nu i de mørke dage ved ens arbejdsbord,
i vor have er alt så nærværende. Man bliver som ven med træer
og buske, i stor fred går man nu over Bokul gennem skoven til
Borgnemark, poesien fødes i min sjæl.
Oluf Høst
10. januar
I dag sender Danmark 200 soldater til Baltikum på øvelse.
“En skodmission”, udtaler en af de udsendte, “der er ikke
mange chancer for at komme i kamp”.
Oluf og Hedvig oplevede deres søn melde sig til østfronten.
Der var ikke mange chancer for at komme hjem i live.
Jeg går op gennem haven i Norresân og kan mærke kulden slå fra sig.
Klipperne, de tavse vidner, husker Høsts tunge skridt på en
trøstesløs baggrund af øsende skyer.
En himmel som én gang for alle trækker tæppet fra for det drama,
som ikke synes nogensinde at lade de medvirkende få fred.
Hver dag forfra 1. akt. 2. akt. 3. akt.
Ingen applaus. Ingen fremkaldelser.
Blæsende tomme stolerækker.
Alle er for længst gået til ro, da jeg låser døren i atelieret.
I Estland gør 200 soldater sig klar til natten, kampen mod
uret og kedsomheden. ”Det er ikke ligefrem motiverende
at skulle ligge og fryse i en eller anden Estisk skov”,
udtaler en konstabel ved navn Søren. Steffen Brandt
18. februar
Spurvehøgen sidder stum bag kvist.
Dens gule øje møder mit gennem grå grene.
En solsort vender bladene.
Stilhed.
Og så angrebet. Et styrtdyk ned gennem klippehaven.
Én sang mindre til sommer.
Steffen Brandt
6. marts
Snestormen rammer Bornholm.
Det fyger om ørerne med advarsler om unødig udkørsel.
I Høsthaven lægger sneen sig i driver, der fremkalder
barndommens drømme om skolelukning, sneferie, bæltekøretøjer,
mens sneflokke kommer vrimlende ud af radioen
og skihoppet ude ved Ørnereden gør klar til at modtage
årets første vovehalse.
I Løkkegade mødes tre mænd og ligner et billede af Mogens Hertz
med sneens hvidhed mod de gulkalkede vægge.
De snakker om fordums ægte katastrofer,
dengang stormfloden smed tonstunge skibe op på kajen
eller dengang en jordmoder måtte rykke ud til en fødsel på ski
eller dengang julen for mange rejsende blev fejret i idrætshaller
rundt på øen, fanget som de var i snemasserne eller dengang…
De har svært ved at slippe samtalen og hver gang én er på vej væk
husker en anden lige en episode som må genopfriskes.
Jeg lader mig falde dybt og blødt og ligner det jeg er og bliver:
En dreng på vej hjem fra skole med tasken på ryggen
og Blicher i bagagen:
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger, kom og løs den bundne jord.
Steffen Brandt
15. april
To russiske MiG jagere bryder stilheden og skærer sig
igennem idyllen over Norresân. På vej mod hvad?
Den store forsoning? Eller en optrapning af en
konflikt som synes uden ende. Endsige begyndelse.
Det er søndag, måske er de bare ude at vise flaget?
Eller er det en gengæld for noget som gengæld for noget andet,
som fortaber sig i den store ubegribelighed?
Jeg føler den uro jeg er forpligtet til at føle
som et voksent ansvarligt menneske i en tid,
hvor grænserne er flydende.
Jeg forestiller mig, at piloterne i de to fly ser nysgerrigt
ned på Norresân og lader tankerne drage på langfart
til den sommer, hvor de vil traske rundt med deres familier
og børn med is i hånden og lukke den verden ude,
som om lidt tænder for afterburneren og lader himlen
flænses af et brag.
Et brag som får alle fugle i haven til at forstumme.
Et kort øjeblik. Så synger vi igen.
Hver med vores næb.
Steffen Brandt
12. maj
En tågedis rammer pludselig Gudhjem og de sidste
forsinkede trækfugle mister orienteringen og søger ly,
hvile og føde i Høsts have.
Norresân genlyder af eksotiske fuglestemmer som blåhals,
broget fluesnapper og sydlig nattergal.
Osse jeg forsvinder i tågen og lader fremtiden sejle sin egen sø.
Langsomt dukker Christiansø op af havet, fuglene letter befriede,
nu med både retning og mål.
Nordpå mod den korte skandinaviske sommer.
Solsorten følger mig med sang hjem gennem Løkkegade.
Steffen Brandt
1. juni
Jeg går med Høst gennem lyset op over Bokul,
forbi Gråmyr til Bognemark.
Udsigten er grøn og overvældende: Spirende afgrøder,
så langt øjet rækker, venter på deres bestemmelse: Udbytte.
Ingen lærker synger og stilheden minder om tomhed.
Kornet gror i snorlige rækker lige så glædesløst, som de penge
der står på kontoen og trækker negative renter.
Steffen Brandt
12. juli
Solen skinner nu på 9. uge og tørken får jorden til at slippe klipperne.
Verden svæver 2 centimeter over grundfjeldet,
lettet for hundrede tusinde års bekymringer.
Under en stråhat sidder Høst og verfer en doven flue væk fra ansigtet.
Ikke kun luften står stille, også tiden har opgivet at få nogen i tale.
Ingen skriver til obersten og alle beskeder sendes i kredsløb om
den sol, som endelig brænder igennem og efterlader
det nordiske tungsind indtørret og afpillet.
Den her eftermiddag er allerede på vej ud af historien.
Steffen Brandt
24. august
Nat i haven. Endnu skæret fra Hammerknuden mod nord.
Fyret sender sin søgen videre og finder kun mig på bænken
klar til at lade mig fange ind af en hvilken som helst lysstråle.
Klar til at sejle skibet direkte på grund.
Klar til at forlade den synkende skude.
Kast redningskransen efter en anden, lad mig drive i land
som strandvasker og lad de latinske bøjninger skrive sig selv op
på tavlen med hård og knudret gammelmandshånd.
Pæretræet gløder, blommerne rådner.
Æblet falder ikke langt fra stammen.
Modfalden frugt.
Steffen Brandt
3. september
Karlsvognen kører hen over himlen og efterlader store sorte huller
med kig direkte ind i evigheden.
Orions bælte strammes og sommerens drømme forsvinder i
Hestehovedtågens ophængte armaturer.
Solsystemer står og pruster ude i gården for at blive opdaget
og give nye bud på jordens skabelse og universets utålmodighed.
Mørkt stof. Til eftertanke.
Ernst Køie grundede sine lærreder med kønrøg,
inden han skulle male sine nattebilleder.
Jeg finder efterårets blå toner frem fra gemmerne og lader
bluesen strumme skramlende og tungt: Monday, all over.
Høst står i atelieret og spejder længselsfuldt mod øst,
kulden og klarheden.
Mare Serenitatis.
Steffen Brandt
16. oktober
En solsort flyver direkte ud af et digt af Per Højholt
og lander på klippen få meter fra mig.
Forpjusket er den, syg ser den ud og uden overbevisning
forsøger den at puste sig op til vinteren.
Men det går ikke. Vi ved det begge to.
Den gemmer hovedet under vingen
og lukker verden ude. Et øjeblik.
Så flyver den flaksende tilbage til Hørbylunde.
I vinduet skyggen af Hedvig. Tørrer støv af.
Fjerner visne blade fra blomsterne i vasen.
Alene.
Uden noget værk at søge tilflugt i.
Steffen Brandt
1. november
Migrænen hænger tungt over Norresân.
Hedvig har lagt sig. Høst glæder sig til den porter
han lige har drukket.
Nummer to smager ikke på samme måde
og treeren er direkte deprimerende.
Høst ser ud i mørket, læner sig tilbage og venter
på den søvn som ikke længere giver fred.
Fyret blinker forgæves og havet slår ubemærket ind over molen.
Kun vindens hylen i fjerne master giver et øjebliks lindring.
Et spjæt i højre ben røber, at mareridtet har taget over.
.
Steffen Brandt
1. december
Det banker på døren til atelieret og Høst står der
i blæsten med frakken godt op om ørerne.
“Hvad laver du her” spørger han
og ser nysgerrigt på min opstilling af kaffekopper,
thermokande og blandede jødekager fra Brugsen.
“Jeg skriver årets gang i Norresân”, siger jeg
og peger på nogle ark krøllede papirer, som nu
er blæst ned på gulvet i trækvinden.
“En kop kaffe”, siger jeg, “en småkage…”
Høst rækker tøvende hånden frem.
“Man skal ikke bære julen ud”, mumler han
og forsvinder stille ned gennem haven.
Steffen Brandt
Jeg mærker, det lakker ad tiden. Den syrlige lugt af gæs og våd jord,
den disede sol. Men endnu dufter æblerosen i Røstad. I en have får
jeg den tørre lugt af asters.
Oluf Høst