SALT, HORISONT & METER I SEKUNDET
8 kunstnere – 5 forfattere & et bogværksted for børn og unge
Bornholms Kulturuge 2024 i Gudhjem Banken
Kunstnere:
Hans E Madsen (lyskunst)
Heide Hentze (keramik)
Simon Koefoed (keramik)
Stig Rex Thomsen (billedkunst)
Ben Woodhams (akvarel)
Claus Sonne (foto)
Jo Dam Kærgaard (billedkunst)
Sia Lebedy (maleri) & udstillingens Work in Progress kunstner
Forfattere:
Daniel Dalgaard, Stine Pilgaard, Peter Poulsen, Steffen Brandt
Kirsten Sonne Harild
Udstillingens forfattere præsenteres med tekstopslag. Mellem dem vises keramik, blandt andre helt nye værker af Simon Koefoed, billedkunst, akvareller, lyskunst, foto og maleri. Ukrainske Sia Lebedy vil i udstillingsperioden skabe et nyt værk med olie på lærred, en proces man som udstillingsbesøgende kan følge dag for dag, fra udstillingens start til værket er færdigt eller udstillingen slutter. ”Salt, horisont & meter i sekundet” byder også på værker man selv, hvis man har lyst, kan være med til at forme og en quiz for børn og unge.
BOGVÆRKSTED
Lørdag 21. september kl. 12-17 inviteres børn og unge (8-18 år)
til skrive- og tegneværkstedet: SKAB DIN EGEN BOG.
Det er gratis at deltage inkl. materialer.
Tilmelding kan ske på sms til 61102403.
Skriv ”bogværksted”, dit navn, alder og by du bor i.
Børnebogsforfatter Kirsten Sonne Harild og kunstner Ben Woodhams vil inspirere og guide alle deltagere til at fortælle historier og tegne og illustrere i hver sin egen bog, med udgangspunkt i udstillingen ”Salt, horisont & meter i sekundet”. Værkstedet afsluttes med en offentlig præsentation.
SALT, HORISONT & METER I SEKUNDET tager udgangspunkt i de 10 år jeg (Jo Dam Kærgaard) har været på Bornholm og i de projekter og samarbejder jeg har haft her på øen som kunstner, initiativtager, kurator og som aktivt udstillingssted i Gudhjem Banken.
14.-21. september kl. 14-17
Fernisering på Gudhjem by-dag lørdag 14. september kl. 15
Bogreception lørdag 21. september kl. 16
VELKOMMEN i Gudhjem Banken
HANS E MADSEN
SVARET PÅ EN QUIZ. Som en del af den quiz man kunne være med i som besøgende barn eller ung på udstillingen i Gudhjem Banken, skulle man vælge tre værker, man godt kunne lide. Hans E Madsen ”Det blå lys” var et HIT! For hvordan kan det lade sig gøre, med en lampe uden forbindelse? På billedet kan det måske se ud som om, at det er en malet blå plet, men det er det ikke, det er en lysende blå plet! Det er et ”typisk” Hans E værk, fyldt med humor.
HEIDI HENTZE havde med sit værk, valgt at forholde sig til udstillingens titel SALT, HORISONT & METER I SEKUNDET. Hendes vinduesinstallation havde titlen
PÅLANDSVIND - En ukendt kyst. Et goldt landskab
Fralandsvind, bliver pålandsvind et andet sted
Billedet viser et udsnit af installationen med Havsten, Ægkapsler, Skummende Koreller & Konkyliediamanter.
SIMON KOFOED
Simon viste helt nye værker på udstillingen: Organismer - procelæn, stentøjsler og vild ler. Her ses han i processen.
STIG REX THOMSEN
ET SIDSTE MØDE. Stig bor i Svaneke. To uger før forfatter Peter Poulsen døde i august i år, mødte Stig Peters kone Vibeke, der sagde: Peter er terminal, kommer du ikke med ind og får en kop kaffe. Det gjorde Stig. Og det blev en god snak, i Peter og Vibekes smukke stue med flygel og udsigt ud til klipperne. Stig gik derfra med en gave. Peter Poulsens digtsamling fra 2018: Allegro - ma non troppo (et udtryk fra musikkens verden, som betyder ”hurtigt, men ikke for hurtigt!), Stig var meget berørt af Peters død og arbejdede siden på to malerier med samme titel, som en homage, en hyldest til Peter, hvor man ser flyglet i stuen og klipperne foran vinduerne og citater fra bogen.
Herunder er et af Peter Poulsens digte fra samlingen, gengivet i fuld længde:
Fortiden er forsvundet, men er ikke usynlig.
En skrå solstribe rammer en afskallet dør
eller væggen i et værelse
hvor et skjult maleri
et øjeblik træder frem.
BEN WOODHAMS deltog med et kurateret udvalg af akvaraller fra hans projekt LAND. Her ses " Vandrefalke over Stubbeløkken stenbrud i aftenlys" &
"Stenbrudssø - Dalevejen"
CLAUS SONNE blev præsenteret med fotografier fra Island.
JO DAM KÆRGAARD viste 2 serier med nye billeder: M/S & Slebne erindringer. Her vises et fra M/S - meter i sekundet.
Ukrainske SISI, skabte i løbet af udstillingen, dette Work in Progress maleri: Bornholm, september.
På udstillingens sidste dag afholdt Ben Woodhams og Kirsten Sonne Harild bogværkstedet: SKAB DIN EGEN BOG. 14 unge var tilmeldt og der var en fantastisk stemning og ro på, også da det en time senere væltede ind med besøgende til udstillingen. Bøgerne de unge fik skabt, blev præsenteret på den afsluttende reception.